Overvejer du tandblegning? Så læs med her
Skrevet af Camilla Struck
Mange drømmer om et hvidt tandpastasmil, og det får flere til at prøve diverse afblegningsprodukter, der findes på nettet. Det er aldrig en god idé at udføre en tandblegning selv – med mindre det sker i samarbejde med din tandlæge. Derfor bør du ikke springe ud i tandblegningen på egen hånd. Det kan nemlig have store og alvorlige konsekvenser for dit tandsæt fremover. Vi har derfor lavet denne artikel, der guider dig til at tage et fornuftigt og uskadeligt valg i forbindelse med tandblegning.
Hvorfor bliver dine tænder misfarvet?
Det er vigtigt at vide, at der er flere forskellige drikkevarer og madvarer, som kan bidrage til misfarvede tænder. Du kan f.eks. opleve misfarvede tænder, hvis du drikker meget kaffe, the eller rødvin. Hvis du spiser meget syreholdigt frugt eller drikker meget syreholdige læskedrikke, kan det også føre til en misfarvning. Cigaretter og nogle former for flydende medicin er også store syndere af misfarvning. Disse former for misfarvninger kaldes for eksterne misfarvninger, fordi misfarvningen sker på tandoverfladen.
Misfarvningen kan også være intern, hvilket vil sige, at misfarvningen sker indeni tanden. Det kan f.eks. være på grund af et slag på tanden, som har medført en død nerve. Eksterne misfarvninger er lettere at blege end de interne. Det er dog vigtigt at have sig for øje, at når man bliver ældre, vil ens tandsæt automatisk ændre farve – det er helt naturligt.
Sådan behandler du misfarvning
Som nævnt er det vigtigt ikke at bruge hjemmeblegningsprodukter, fordi de ofte indeholder en for høj koncentration af brintoverilte, som er det stof, der nedbryder misfarvningen. Ulempen herved er, at når man afbleger sine tænder, kan man ikke undgå at opløse en smule af tandens emalje. Hvis koncentrationen af brintoverilte er for høj, risikerer man at gøre permanent skade på sine tænder. Derfor anbefaler vi på det kraftigste, at du overlader tandblegningen i tandlægens hænder. Tandblegning hos tandlægen gør, at tandlægen holder øje med dit tandsæt, så det ikke ødelægges.
- Eksterne misfarvninger behandles ved, at tandlægen undersøger tandsættet og laver et aftryk til en tandskinne. På skinnen påføres gel med brintoverilte, som sætter på tænderne i ca. 1-2 timer. Tandblegningen kan foregå på tandklinikken eller i hjemmet, men det vigtigste er, at det er under observation af tandlægen. Den enkelte procedure for blegning vil din tandlæge gennemgå med dig.
- Interne misfarvninger behandles ved, at man fylder nervekammeret op med afblegende gel. Denne behandling gentages, indtil den ønskede farve er opnået. Dermed kan man i nogle tilfælde undgå en kronebehandling af tanden.
I disse tilfælde kan en tandblegning ikke hjælpe
Der er nogle tilfælde, hvor tandlægen ikke kan hjælpe med en almindelig afblegning af misfarvede tænder. Det kan f.eks. være, hvis dine tænder har gamle fyldninger, som har en mørkere farve end dine andre tænder. I andre tilfælde kan man have et tandsæt, der sidder på en speciel måde i munden, der gør, at tandblegningen ikke vil hjælpe på misfarvningen. Hvis du er nysgerrig efter, hvordan du kan få et flot hvidt smil, bør du kontakte din tandlæge og høre nærmere om tandblegning.